Hjem»Juni 2017»Fremtidens hoteller

Fremtidens hoteller

Af Heike Hucht

0
Delt
Pinterest Google+

 


 

Hvis du rejser meget, skal dit hotelværelse være mere end bare et sted at overnatte. Der skal også være plads til arbejde, komfort og fleksibilitet. Alt det rummer morgendagens hotel allerede – og en hel del mere.

 


 

En lysstribe viser vej til det rigtige værelse, døren er omgivet af en blinkende lyskrans i blå, grøn eller rød, alt efter ønske. Smartphonen fungerer ikke kun som kompas og døråbner, den kan også bruges til at regulere rumtemperatur, belysning og duftindtryk. Forhæng kan flyttes med fjernstyring, og vinduer forvandles til store skærme med information. Selv sengen adlyder det mindste vink fra mobilen. Et swipe hen over displayet og den vugger dig blidt i søvn.

 

Artiklen fortsætter under galleriet…

 

Der forskes

Det, der lyder som en scene fra en science fiction-roman, er lige så aktuelt, som det er spændende, og der bliver forsket på livet løs inden for området. I otte år har det tyske Fraunhofer-Institut für Arbeitswirtschaft und Organisation (IAO) været optaget af, hvordan fremtidens hotel kunne tænkes at se ud, og hvilke muligheder der ligger i kommunikations- og informationsteknologien samt i sammensmeltningen af virkelighed og virtuel verden. I Duisburg har man fx opført et innovationscenter omkring ’Hotelværelset anno 2020’, og i Stuttgart har forskerne suppleret værelset med reception og lobby, i det såkaldte ’Urban Living Lab’.

 

Rejsendes krav er stigende

For at integrere teori og praksis samarbejder forskerne med hotelbranchen og industrien. Workshops og spørgeundersøgelser giver data og ekspertviden. Fx viser den nyeste spørgeundersøgelse foretaget af Fraunhofer IAO blandt knap 3.400 gæster, at stadig flere rejsende lægger vægt på at kunne udforme deres ophold individuelt. Næsten halvdelen ønsker at kunne vælge et bestemt hotelværelse, allerede før de er fremme – ligesom en siddeplads i flyet.

 

De stigende krav blandt ledende medarbejdere med stor rejseaktivitet bekræftes også af studiet ”Chefsache Business Travel 2016”, som er udarbejdet på vegne af det tyske rejseforbund, DRV. Heraf fremgår det: Behovene stiger med antallet af rejsende. For 85 procent af de 220 adspurgte er det vigtigt, at de uden videre kan arbejde på hotelværelset, for at kunne tage sig af arbejdsopgaver undervejs forhindrer ifølge DRV, at tingene tårner sig op derhjemme.

 

Test af prototype på fremtidens hotel

”Forretningsrejsende – vant til moderne teknologi og konstant tilgængelige data – forventer at blive støttet af hotellet i deres mobile arbejdsvaner”, konkluderer forskerne fra Fraunhofer IAO.

Undersøgelsen fremhæver også et dilemma: Selvom svarpersonerne er stærkt kritiske over for den ofte tidskrævende check-in- og -out-procedure, ønsker tre fjerdedele alligevel en personlig velkomst. En hårfin balance at ramme. Men også den kan testes:
På Hotel Schani i Wien har man siden foråret 2015 afprøvet, hvordan tilsyneladende modsætninger kan forenes. Her kan gæster både tjekke ind personligt i receptionen og ved hjælp af smarthone. Under opholdet fungerer telefonen desuden som mobil kommandocentral – og prototypen bygger på knowhow fra Fraunhofer IAO. Gæsterne kan via deres telefon både booke deres værelse online og vælge, i hvilket af de 135 rum de ønsker at overnatte. Check-in og oplåsning af døren fungerer ligeledes digitalt. Værelseskomforten er også forbedret ud fra forskningsresultater. For eksempel er der en sensor i madrassen, der styrer lysstyrken – så du kan undgå at stirre ind i skarpt lys, når du står op. Og hotellet som ’pop-up-arbejdsplads’ rummer nye muligheder, for ikke alene kan du kan arbejde for dig selv, du kan også arbejde sammen med andre, for lobbyen rummer et coworking-area med 20 pladser.

 

Artiklen fortsætter under galleriet…

 

Altid smilende damer ved receptionen

Hotelforsøget bliver fulgt tæt, erfaringer bliver brugt løbende, og projektet varer frem til oktober 2017. Men selvom mange af tjenesterne stadig er en vision i Europa, er der andre steder i verden, hvor der meldes om tilstande længere oppe i den teknologiske sky. Eksempelvis kan du på Henn-na Hotel nær Nagasaki i Japan åbne og lukke værelsesdøre ved hjælp af kamera og ansigtsgenkendelse. Hotellet er det første robothotel i verden, så i stedet for levende medarbejdere af kød og blod mødes du i receptionen af såkaldte actroider – elegant klædte, altid smilende robotdamer, der behersker fire sprog. Men mon de virkelig forstår og fornemmer, hvad du ønsker? Tæller de som ’personlig velkomst’ – et af de store ønsker fra deltagerne i den tyske Faunhofer IAO-undersøgelse? Teknologi er fint, men alt tyder på, at den menneskelige service og den ægte øjenkontakt ikke kan undværes helt.

 

 

Tidligere artikel

48 timer i Tokyo

Næste artikel

Konkurrence: deltag i lodtrækningen om et Super Gavekort på 1.000 kr.