Hjem»Februar 2017»DER KOMMER TIL AT MANGLE REJSEKONSULENTER

DER KOMMER TIL AT MANGLE REJSEKONSULENTER

Af Torben Rodenberg, Direktør Carlson Wagonlit Travel Danmark

0
Delt
Pinterest Google+

 

Der er for få, der tager elever. Det er synd for både virksomheden og de unge, der tilfører stor værdi bl.a. på grund af et stort engagement og deres erfaring med ny teknologi.

 


 

Der kommer til at mangle dygtige fagudlærte rejsekonsulenter i fremtiden. På trods af at flere og flere rejser bookes digitalt, så stiger den totale mængde af rejser år for år, og derfor er der også brug for rejsekonsulenter i fremtiden. Derfor synes jeg, at vores branche skal tage et medansvar for at uddanne flere elever. Jeg ved godt, at det kræver tid og ressourcer at uddanne elever, men business casen er god – elever skaber stor værdi.

Vi vil alle gerne have velkvalificerede medarbejdere. Derfor skal der gøres endnu mere for at få skabt flere elevpladser, hvis vi fremover skal kunne yde en god service med kvalificeret arbejdskraft.

Det er et stort plus, at CWT hvert år kan fejre, at vi igen har udlært dygtige og højt kvalificerede unge mennesker. Jeg bliver glad og stolt, når jeg har fornøjelsen af at ønske dem tillykke.

I 2016 fejrede vi hos CWT, at hele fem elever kunne kalde sig kontorassistent med speciale i rejseliv. Fire af eleverne er nu fastansatte, dedikerede medarbejdere hos CWT, og de skaber hver dag stor værdi for vores virksomhed og ikke mindst for vores kunder.

 

De unge inspirerer

Vi har uddannet unge mennesker, som bidrager med inspiration og viden til os ’gamle’ i branchen. De forstår sig på de digitale forandringer og har et utroligt gåpåmod – de kommer med nye ideer, stort engagement og enorm tiltro til, at vores branche kun bliver endnu mere interessant med alle de nye digitale fremstød. De forstår samtidig at yde en god service og rådgivning over for vores kunder.

1. november 2016 fik CWT to nye elever. De er allerede fuldt integreret i dagligdagen hos CWT og yder et stort stykke arbejde. Der er ingen tvivl om, at de går en spændende og lærerig tid i møde som rejselivselever.

Mit ønske for 2017 er, at branchen bliver villig til at tage et socialt ansvar og skabe plads til at uddanne flere elever. Vi har alle brug for dygtige, kvalificerede medarbejdere. Et større socialt ansvar hos alle vil spille en altafgørende rolle både for branchen og mange unges uddannelse i fremtiden.

 


 

Torben Rodenberg

  • Oprindeligt uddannet indenfor shipping. Kom ind i erhvervsrejsebranchen hos DFDS Travel som bureauchef i 1994. Efter forskellige chefstillinger i rejsebranchen blev han i 2005 ansat i CWT som account management direktør og medlem af country management teamet.
  • I 2015 blev han udnævnt til administrerende direktør og har samtidig ansvaret for program management i Norden.
  • Ud over en uddannelse i marketing har Torben Rodenberg en Executive Management uddannelse fra den Internationale Business School INSEAD i Paris.
  • Privat bor Torben Rodenberg i Dragør med sine 2 børn, Veronica og Luca, og hunden Molly.

Torben-Rodenbert8_cwt

 

Kronikken har også været bragt i StandBy.

Tidligere artikel

Paris – mon amour

Næste artikel

48 timer i Tokyo