Hjem»Januar 2017»Rocky Mountaineer – Canada på første klasse

Rocky Mountaineer – Canada på første klasse

Af Anders Stoustrup

0
Delt
Pinterest Google+

 

Tag med på en fantastisk togrejse om bord på Rocky Mountaineer, og oplev Canadas vilde natur på første klasse.

 

Solen har knap hævet sig op over bjergtoppene, da toget sætter i bevægelse. Først ruller det ganske langsomt ud ad perronen. Men det opbygger hurtigt fart, og snart har vi lagt Vancouvers sidste forstæder bag os med kurs mod de canadiske Rocky Mountains. Over de næste to dage vil vi bevæge os dybt ind i vildmarken forbi sneklædte bjerge og brusende floder, hvor bjørne fisker efter laks langs bredden, og ørne cirkler højt på himlen på udkig efter det næste måltid. Gradvist stiger landskaberne op mod bjergene. Bag os ligger civilisationen. Forude venter Canadas rå og vilde natur. Vi kan næsten ikke vente.

 

En unik togrejse

Der er noget helt specielt ved togrejser. Den særlige rytme. Togets bevægelser og naturligvis de endeløse landskaber, der glider forbi uden for vinduet. Men selv blandt verdens helt store togrejser er Rocky Mountaineer unik. Toget har vundet et væld af priser, og turen er utallige gange blevet udnævnt som en af verdens smukkeste togrejser. Det er let at se hvorfor. Naturen er uden tvivl storslået, og ruten fra Vancouver til Jasper fører os ad skinner, der kun bruges af dette tog samt enkelte godstog.

Men det er i høj grad også indenfor i de luksuriøse togvogne, at Rocky Mountaineer skiller sig ud. Sæderne er store og bløde, og vi har perfekt udsyn gennem de enorme panoramavinduer. Dele af taget er også lavet af glas, hvilket kun forstærker oplevelsen af at være midt i naturen.

Servicen om bord er naturligvis også i verdensklasse, og tjenerne kommer springende dagen igennem med kølig hvidvin, drinks, snacks og hvad vi ellers måtte have lyst til. Men de kulinariske højdepunkter er dog måltiderne, der indtages i restaurantvognen. Her fremtryller de dygtige kokke den ene lækre menu frem efter den anden, og man kan hurtig vænne sig til at få serveret tre retter både om morgenen og til frokost. Ikke mindst når de serveres med udsigt til snedækkede bjergtoppe.

Aftensmaden nydes på egen hånd, efter toget har gjort stop for natten i byen Kamloops, hvor vi indlogeres på et hotel for natten.

 

 

En samlet nation

Næste morgen kan vi igen sætte os til rette i de bløde sæder og fortsætte rejsen mod Jasper dybt inde i Rocky Mountains. Undervejs fortæller de dygtige guider om alt mellem himmel og jord, og det står hurtigt klart, at togrejser i Canada handler om meget mere end transport. Togrejser spiller nemlig en vigtig rolle i Canadas historie og identitet. For alle unge lande er det en udfordring at samle nationen og skabe en spirende fællesskabsfølelse. Men udfordringen bliver bestemt ikke mindre i et land af Canadas størrelse. Men vendepunktet kom, da det sidste søm til jernbanen blev hamret i ved Craigellachie i British Columbia den 7. november 1885. Pludselig var det unge land forbundet fra kyst til kyst, og jernbanen kom hurtigt til at fungere som Canadas rygrad.

 

Et flygtigt møde

Det er svært ikke at føle sig som en del af denne historie, da vi sætter os til rette i restauranten for sidste gang inden ankomsten til Jasper. Tjeneren bringer os menukortet og skænker et glas vin. Uden for vinduet spejler bjergtoppene sig i en smuk, turkisblå smeltevandssø, mens skyernes skygger danser over bjergsiderne. Men det er ikke det, der fanger vores blik. På et klippefremspring højt over skinnerne står en bjergged i majestætisk silhuet mod den høje, blå eftermiddagshimmel. Den synes fuldstændig ligeglad med toget, der suser forbi nedenfor, og før vi ved af det, er den ude af syne igen. Mødet varede kun få sekunder. Men på mange måder fanger dette korte øjeblik alt det, der gør Rocky Mountaineer så unik. For hvor ellers kan man sidde i en blød lænestol og drikke kølig hvidvin over en lækker frokost, mens man triller gennem fjerne afkroge af Canadas vildmark? Svaret er ligetil, for det kan man kun på Rocky Mountaineer.

 

Læs mere om Canada og Rocky Mountaineer på www.marcopolo.dk

Tidligere artikel

Polen i farver

Næste artikel

Må man blande forretning og fornøjelse?