Hjem»Juni 2016»Sikkerhed giver tryghed

Sikkerhed giver tryghed

Interview med Peter Claeson, Safety & Security Controller, Scandic

0
Delt
Pinterest Google+

Af Charlotte Korsager 

I løbet af 13 millioner overnatninger på 41.000 værelser fordelt på 230 hoteller i Scandic-hotelkæden kan meget risikere at gå galt. Fingre kan komme i klemme i døre, og ildebrande kan opstå. Hændelser som det – og alt derimellem – skal Peter Claeson kunne forudse og forebygge som Safety & Security Controller hos Scandic.

”Min opgave er at arbejde strategisk med virksomhedens sikkerhed. Det indbefatter bl.a. at forsøge at forudse ting, som kan ske – og forsøge at undgå at de sker. Meget af mit arbejde handler derfor om at analysere faktiske hændelser, opdatere instruktioner og manualer – og holde mig opdateret på hvad, der sker uden for Scandic, og hvordan det evt. kan påvirke os”, fortæller Peter Claeson.

 

Ingen må udsættes for sikkerhedsrisiko

Peter kender sit håndværk og alle de mulige faldgruber – i bogstaveligste forstand. I 5½ år har Scandic været Peters hjemmebane, og før det har han været sikkerhedschef i store detailvirksomheder som Åhléns og Stadium samt på Sveriges største akutsygehus, Södersjukhuset i Stockholm. Også Sveriges Rigsdag har været underlagt Peters skarpe bevågning. Det er derfor uden rysten på hånden, at han arbejder på at opfylde Scandics ambitiøse succeskriterium på sikkerhedsområdet: ’Ingen gæst eller medarbejder må udsættes for sikkerhedsrisiko”.

”Det er selvfølgelig et stort ansvar med så entydig en formulering, men det gør også, at vi må holde konstant fokus på at forbedre vores sikkerhedsarbejde, være på forkant og være åbne for nye måder at arbejde med sikkerhed på”, siger Peter Claeson.

 

Revision og øvelser

Scandics målepunkter på sikkerhedsområdet er også klare: ”To gange om året foretager vi en revision af samtlige hoteller, hvor man bliver bedt om at svare på 125 spørgsmål inden for områder som brand, rømning, krisehåndtering, uddannelse osv. Ud fra svarene kan vi analysere os frem til, hvad vi bør arbejde mere med, og hvordan vi kan forbedre os. Vi gennemfører også to obligatoriske kriseøvelser på hvert hotel om året, og ud over at det er et målepunkt, er det er også en god måde at måle vores egentlige beredskab på”, fortæller Peter Claeson. Øvelserne tager udgangspunkt i ’rigtige’ hændelser, hvilket yderligere øger troværdigheden og aktualiteten over for de ansatte.

Oveni skal alle medarbejdere gennemføre et obligatorisk, modulbaseret e-learnings-kursus, der omhandler emner som brand, rømning, vold, førstehjælp og krisehåndtering. Det giver et fælles ’sikkerhedssprog’ i kæden og har den yderligere fordel, at leverandører af videreuddannelse inden for sikkerhedsområdet kan levere ydelser til en medarbejderstab med fælles forudsætninger.

 

Hjertestartere og krise-call-center

Af helt konkrete tiltag har man hos Scandic installeret hjertestartere på samtlige hoteller i kæden. ”Alene i Danmark rammes cirka 4.000 mennesker af hjertestop hvert år, og vi skal selvfølgelig hos Scandic kunne håndtere, hvis en gæst eller en ansat får et hjerteanfald, uanset på hvilket hotel det måtte ske”, siger sikkerhedschefen og fortæller videre, hvordan man hos Scandic desuden har oprettet et fælles ’krise-call-center’, som kan guide lokale krisegrupper videre til lande- eller hovedkontor, alt afhængigt af situationen. Der er knyttet krisepsykologer til call-centeret 24-7.

 

Sikkerhed med diskretion

Peter Claeson holder hele tiden øje med nye muligheder for at holde hånden under Scandics gæster. Og helst i nogenlunde ubemærkethed. ”Det handler om at skabe tryghed, uden at sikkerhedshensyn tager over og dominerer indtrykket. Vi lægger stor vægt på at kunne anvende tekniske løsninger, der både kan understøtte vores personale og virke forebyggende. På vores nyeste -hotel i Stockholm Haymarket by Scandic, har vi som nogle af de første i Sverige fx installeret særlige kameraer, der kan identificere røg eller brand, inden brandalarmen bliver udløst. Det giver jo ekstra tryghed uden at forstyrre gæstens oplevelse”, slutter sikkerhedschefen.

Fem gode råd om sikkerhed fra Peter Claeson, Scandic’s Safety & Security Controller:

1. Studer altid oversigten over flugtveje ved hotelværelsets dør.

2. Søg information om hotellets sikkerhedspolitik, inden du bestiller dit værelse. Er du i tvivl – spørg!

3. Vælg et hotel med hjertestarter og personale, der er førstehjælpsuddannet.

4. Vælg et hotel, hvor personalet kan hjælpe dig døgnet rundt, hvis uheldet er ude.

5. Hav altid styr på din bagage og dine ejendele. Efterlad ikke værelsesnøgle eller mobiltelefon på bordet, når du henter morgenmad.

scandic-Peter-Claeson_connect-traveller
Tidligere artikel

Hurtig og enkel booking med CWT Online, powered by KDS

Næste artikel

Icelandair og landet i midten