Hjem»Connect 03 2015»Travel managerens krystalkugle for 2016

Travel managerens krystalkugle for 2016

0
Delt
Pinterest Google+

 


 

CWT har udgivet årets forecast-rapport, der giver et overblik over rejse-branchen og de tendenser, der vil påvirke den i 2016. Rapporten har titlen ’2016 Global Travel Price Outlook’, og den er bl.a. udviklet af CWT-koncernens globale konsulentdivision, CWT Solutions Group. Rapportens gennemgang af udviklingen inden for både fly, hotel, billeje, møder og events er særligt nyttig for travel managers, når de skal planlægge budgetter og forhandle det kommende års rejseprogrammer på plads.

 


 

54 %

af travel managers i Europa forventer uændrede rabatter hos flyselskaberne i 2016. 22 % mener, at mulighederne vil forværres.

44 %

af de adspurgte travel managers i Asien tror, at større udgifter til flyselskaberne vil føre til øgede rejseomkostninger i 2016.

38 %

af travel managers i Latinamerika regner med, at forhøjede udgifter til flyselskaberne vil få omkostningerne til at stige.

44 %

af travel managers i Nordamerika tror, at øgede udgifter til flyselskaberne vil få de samlede rejseomkostninger til at stige.

 

Verdensøkonomien, helt kort

I det helt store, verdensøkonomiske perspektiv ser billedet for 2016 ganske positivt ud. Der er en lille samlet opgang, men heri ligger der naturligvis både opadgående og nedadgående tendenser. Både på verdensøkonomien – og naturligvis på rejsebranchen – er oliepriserne et tungt lod på vægtskålen. De historisk lave priser har medført lavere omkostninger på transport, til glæde for de rejsende og virksomhedernes rejsebudgetter. De har også på makroplan gjort det billigere for virksomheder at producere og sælge deres varer. Så i det store hele fører faldende oliepriser vækst og bevægelse med sig.

Men der er også tendenser, der trækker i den modsatte retning rent verdensøkonomisk – fx vokser de kinesiske og asiatiske økonomier ikke længere med raketfart, og den stigende dollarkurs gør det også dyrere at handle med USA. Til gengæld bliver de superforbrugende amerikanere endnu mere købsstærke uden for egne grænser, og det har en positiv effekt.

 

Flypriserne, lavpris og alliancer

Lavprisselskaberne fortsætter med at udfordre de etablerede flyselskaber, og både i Asien og Europa er der tendenser til, at de traditionelle selskaber lader sig presse til prissænkninger, som nu også er blevet mulige med den lavere oliepris. Men samlet set er der alligevel ikke forventninger om de store prisændringer. Der dannes alliancer som aldrig før mellem flyselskaberne. I 2014 var kun 6 % af de solgte billetter over Atlanten uden for en alliance, hvor det var hele 84 % fem år tidligere, i 2009. Denne tendens udløser bekymring omkring prisudviklingen, da stærkere alliancer muligvis kan holde priserne oppe.

Antallet af flyvninger på business class og på internationale flyvninger vil formentlig falde, hvilket vil gøre det lettere at sikre upgrades og gode sæder til de VIP-rejsende.

Flyselskaberne bliver bedre til at opkræve ekstraomkostninger, der nu udgør op mod 7 % af deres omsætning, og den udvikling gør, at det bliver vigtigt for virksomhederne at holde styr på deres data og rejsepolitikker, så de dels kan holde styr på ekstraomkostninger og dels give travel manageren noget at forhandle med.

 

Hotelpriserne stiger

Hotelpriserne vil samlet set stige over hele verden. Særligt i Norden stiger priserne som følge af øget efterspørgsel, og det har fået de store, internationale hotelkæder til at gribe chancen og investere i udvidelser. Prisstigningerne er også markante i Asien og Nordamerika. En af årsagerne er, at hotellerne lige som flyselskaberne bliver mere og mere opfindsomme og effektive omkring ekstraomkostninger – Wi-Fi, minibar, roomservice. Også omkring afbestillingspolitikker oplever kunderne i højere grad gebyrer og ændringer, der med lidt uopmærksomhed eller manglende forhandlingskraft kan komme til at koste mange penge.

En anden synlig tendens er, at hotelkæderne bliver bedre og bedre til at tilbyde online-services, især de små og mellemstore hoteller.

En sidste markant trend, der påvirker hotelmarkedet, er effekten af det, der populært kaldes ’deleøkonomi’, fx  praktiseret af Airbnb, hvor private stiller services som fx beboelse til rådighed. Det er et område med to-cifrede vækstrater – og måske en tikkende bombe under hotellerne. Men indtil videre bliver den delvist demonteret for de forretningsrejsende, fordi der stadig er en bekymring omkring sikkerhed.

 

krystalkugle1

Biludlejning under pres

Biludlejning har i mange år været under pres. Det er svært for biludlejningsselskaberne at sætte priserne i vejret, for efterspørgslen efter lejebiler stiger ikke synderligt, og bilflåderne bliver ikke styret stramt nok – det giver stagnerende priser. Den mest interessante trend inden for biludlejning og biltransport er affødt af deleøkonomien. Det har måske ikke den store indflydelse på traditionel biludlejning, men på den øvrige transport, kan der ske en markant bevægelse. De såkaldte limousine-services mærker udviklingen fra de mange nye spillere, der har taget moderne teknologi med effektive apps til sig, og som nu tilbyder deres services – effektivt og til konkurrencedygtige priser. Men også her er sikkerheden en vigtig faktor, og især national og lokal lovgivning vil få en afgørende betydning for, hvor hurtigt denne nye måde at tilbyde transportservices på vil kunne brede sig.

Landtransport bliver ofte lidt overset, når virksomhederne ser på rejsebudgetter og mulige effektiviseringer. Oftest er det flytransporten og aftalerne her, der er i fokus. Men faktisk udgør landtransport i gennemsnit hele 4-6 % af virksomhedernes transportomkostninger – og endnu mere i virksomheder med lagre og varer, der skal transporteres og distribueres via tog eller lastvogn. Der kan derfor ligge væsentlige besparelser gemt på dette område.

Toget bliver også ofte lidt glemt, når det drejer sig om persontransport. Men i mange lande i Asien – særligt Japan og Kina – er højhastighedstog ganske populære. Og i Indien er man i gang med at udvide netværket for dette effektive transportmiddel med 10 %, hvilket vil blive mærkbart inden for de næste fem år.

 

krystalkugle3

Møder og events

I Europa er der generelt fokus på rejseomkostningerne. Derfor er det især de internationale møder og events, der bliver skåret i, mens der vil være en stigning i dem, der kan holdes inden for landets grænser. Der er dog generelt et stigende omkostningsfokus på møder og events, fordi området oftere og oftere bliver centraliseret og lagt i virksomhedernes indkøbsafdelinger, så samlet set er der ikke nogen særlig stigning i vente på omkostningerne for møder og events pr. deltager.

I USA er der bare i 2015 kommet 100.000 nye værelser, og efterspørgslen er stigende. Det vil give hotellerne ganske meget magt i 2016, og derfor er det en fordel at være ekstra tidligt ude med planlægningen til større møder og events. Mad og drikke ser ud til at stige i pris, hvilket også vil presse niveauet opad og kræve stram styring fra eventplanlæggerens side. Den forventede omkostningsstigning for 2016 ligger på op imod 5 % pr. deltager.

Også i Asien skal der indregnes en stigning i omkostninger pr. deltager på ca. 5 %. Og med stadig stigende efterspørgsel fra Kina og Indien, vil størrelsen på møder og events forventeligt stige med hele 11 %, også selvom andre steder trækker i den anden retning med uro og stagnation.

 

Læs hele rapporten på www.carlsonwagonlit.dk

krystalkugle4

Tidligere artikel

Portugals to smukkeste byer – rammen for dit næste arrangement

Næste artikel

Hurtigere, smartere, bedre?