Hjem»Connect 01 2015»Magiske Miami Ankom i flyvende stil

Magiske Miami Ankom i flyvende stil

0
Delt
Pinterest Google+

Lad det ikke blive ved den mentale rejse. Tag af sted, og få lagt ekstra dimensioner til drømmene.

Miami er nemlig så meget mere, for byen er utroligt kontrastfyldt. På forunderlig vis rummer den på én gang en både smittende, næsten hektisk energi og en mañana-agtig klip-klap-stemning. Der er rige muligheder for både festaber, madører, dovendyr, kultur- og naturelskere. Og så er der i øvrigt også plads til forretningsfolket, der ofte samles i Omni-kvarterets myriade af business-hoteller.

Faktisk byder Miami på et bredt udvalg af møde- og konferencefaciliteter, og kapaciteten er enorm. Fx er der Miami Convention Center, som ligger midt på South Beach, og som rummer over 10.000 m2 udstillingsområder, inkl. 70 mødelokaler i alle størrelser. South Beach er i øvrigt også kendt som Art
Deco-distriktet, stedet med de postkort-kendte, pastelfarvede bygninger.

I midtbyen (et godt jysk udtryk), som også hedder Central Business District (CBD), eller bare ’downtown’, finder du Miamis historiske centrum. Her ligger biblioteker, skoler samt offentlige instanser og retsbygninger. Og på det officielle Greater Miami Convention & Visitor’s Bureau kan du hente masser af information om by og område. De amerikanske visitor’s centers er generelt altid utroligt professionelle og et udbytterigt sted at starte. I downtown Miami er der rig mulighed for både kulturel og kommerciel stimulans, for der er museer og masser af butikker. Især er området omkring Flagier Street kendt som det største shopping-område. Her ligger også ’The Jewel District’ med et væld af guld- og diamantbutikker – stor koncentration af ’bling’. I området ligger også mange stormagasiner, fx La Epoca, et af de ældste i Miami, oprindelig grundlagt i 1885 i Havana
og stadig familieejet. Af andre shopping-områder i nærheden kan nævnes Bay-side Marketplace, der er et udendørs mall med en smuk udsigt over Biscayne Bay.

Overalt i Miami mærkes indflydelsen fra Cuba. Men et område skiller sig
alligevel ud: Lidt vest for downtown ligger området Little Havana med sine små butikker, gallerier, vægmalerier,
cigarrullere og den allestedsnærværende duft af kaffe – overalt er du omgivet af de tætte relationer til Cuba. Eksotisk og dejligt afslappende.

En helt anden form for afslappethed finder du på de mange strande nær Miami. Kilometervis af kridhvidt sand op imod det turkisblå hav indbyder til at trække stikket helt ud og sippe farverige cocktails. Eller hvis du hører til den mere aktive type, får du straks en uimodståelig trang til at hoppe ud i halsbrækkende vandsportsaktiviteter, hvilket der også er uendelige mulig-heder for her.

Afslappet eller aktiv – mad skal der til. Og også her har Miami et udbud for enhver smag og pengepung. Fra pastelfarvede diners til de dyreste Michelin-stjerner. Men som den eksotisk-kulturelle smeltedigel, byen er, skal du naturligvis prøve nogle af de mange smagsindtryk fra Cuba, Syd-
amerika, Caribien, Mellemøsten og sågar Fjernøsten. Alt mødes i ’The Florribean cuisine’ – særligt i form af alt godt fra havet. Du behøver ikke gå sulten i seng.

Faktisk har du slet ikke lyst til at gå i seng, for Miami sover ikke. Med lidt snilde løber du ind i de gadefester og beach parties, der udfolder sig i den fløjsbløde nattebrise, og er du til svedige dansegulve, er der fest og farver på dyre hoteller som mindre, uafhængige barer og natklubber. Skal du have et sigte, kunne det være Park West-kvarteret – her er du sikret glitter og glamour. Men i det hele taget er Miami by night en fest!

Miami er også hjemstedet for mange, mange millionformuer. Nogle af dem kan du betragte på en sejltur på Biscayne Bay, hvor du kan falde i staver over Millionaire’s Row, hjemstedet for mange af byens rige og berømte. Og vil du have det helt store overblik, skal du tage på en ballontur hen over Miamis skyline.

Lige syd for Miami ligger Everglades National Park. Og hvad du måske har set hænge i en mere fredelig form over skulderen på nogle af de rige og berømte, kan du se i levende live her: Alligatorer! De findes i rigt tal i den over 6.000 km2 store nationalpark, der er ophøjet til et verdensarvområde. Tag på en tur mellem de eksotiske mangrove-træer, og oplev et naturområde, som der ikke findes mange tilsvarende af i denne verden.

Uanset om du skal til Miami for business eller pleasure, vil du opleve den ånd, der hersker overalt – afslappet, venlig, overskudsagtig – men alligevel med et umiskendelig strejf af metropol, for byen kan også vise tænder, tag ikke fejl af det. Miami er en levende storby med en rig kultur – meget amerikansk, med både plastic, bling og en stærk binding til de mange kulturer, der er i den brandvarme, levende smeltedigel. På godt og ondt – men mest godt.

 


 

nemt, bekvemt og hurtigt

British Airways flyver til Miami fra København med fremragende forbindelser via London Heathrow. Med den luksuriøse Airbus A380 er du i Miami i løbet af forholdsvis få timer – næsten for få, hvis du skal nå at se de seneste film i det personlige underholdnings-system, spise den lækre mad, der bliver serveret ombord, og nå at nyde lidt godt fra baren. Hos British Airways er snacks, mad og barservice altid inkluderet uanset kabineklasse og destination. 

Du kan vælge mellem rigelig benplads i World Traveller-klassen og endnu mere benplads på World Traveller Plus. Hvis du går hele vejen og vælger Club World eller First, kan du også nyde den helt særlige service adgang til lounges og gratis Elemis Spa-behandling i Terminal 5. Kombineret med de innovative og prisbelønnede fully flat beds om bord, er du sikker på at ankomme frisk og veludhvilet – klar til nye eventyr.

British Airways er partner med American Airlines, hvilket giver dig mulighed for at nå en lang række destinationer i USA via London Heathrow. 

British Airways har markedets lempeligste håndbagageregler der giver alle rejsende mulighed for at medbringe to stk. bagage om bord udover den indtjekkede bagage.

Vil du se mere – så besøg ournewplanes.ba.com

 


 

Den luksuriøse Airbus A380

Airbus A380 er det største passagerfly i verden og er udviklet af Airbus Industrie. Flyet har en top-hastighed på 1.020 km/t. A380 er det mest miljøvenlige fly blandt de store flytyper på markedet – flyet har de laveste omkostninger pr. sæde samt
den laveste emission pr. passager.

British Airways inddeler world traveller kabinen (economy) med max 12 rækker. Det giver en helt anden følelse sammenlignet med andre selskaber, der ikke inddeler economy kabinen. Alle sæder på A380 byder naturligvis på strømstik, samt USB stik så der også er mulighed for at benytte egne mobile enheder.

British Airways benytter A380’ere på ruter fra London Heathrow til Hong Kong, Johannesburg, Los Angeles, Miami (fra 25. oktober 2015), San Francisco (fra 29. marts 2015), Singapore og Washington.

 

Tidligere artikel

De største trends inden for mødebranchen i 2015

Næste artikel

Kom til Qatar